Dag 5

Så skete det. Vi kom om bord – og det gjorde bilen også

nej, det er ikke den bil, vi kørte i, men alligevel:-)

Det var en lang dag. Når man nu er om bord og Hurtigruten lægger til hele tiden med kun ganske få timers mellemrum og man gerne vil se det hele, bliver det ikke til meget sammenhængende søvn i de halvandet døgn, vi sejlede. Vi havde været så forudseende at bestille lugar/kahyt til bagbord (som det hedder til søs), for så kunne vi nøjes med at sætte os op på køjen og kigge ud. Ret hurtigt blev det nemlig nat – men ikke mørkt! Vi kunne dog ikke nøjes med det, men var ude alle de steder, hvor vi lagde til længe nok til at komme om bord igen inden afgang.

Første havn efter Kirkenes var Vardø, hvor vi rundede Norges østligste punkt. Der blev lige tid til en rask tur rundt om rådhuset og tilbage igen inden afgang. Og et enkelt billede

 – (den så sådan ud, inden vi kom!)

Unge mennesker i dag fræser ikke rundt på knallert og laver hjulspin på grusvejene som tidsfordriv – nu skal det være på asfalt og med sænkede Ascona’er og blændede ruder i BMW 318’er. Men i Båtsfjord gør man det på kajen og med gaffelrucks:-)

Her har de også noget, som ikke mange havne kan prale med, nemlig en

Vi var nogle, der kom ud i Berlevåg – bare for at se, om de “heftige og begejstrede” var på kajen for at møde os. Desværre kom de ikke, måske var de med nordgående “Finnmarken”, som vi mødte, da vi lagde fra igen. Der var i hvert fald sang og musik om bord og store bannere, som vi desværre ikke kunne læse teksten på, fordi det regnede for meget!

Dag 4 – igen

Det regner. Rigtig meget. Vi er lidt sultne. Vi tager bilen! Galant springer ægtemanden hen og henter køretøjet og skal til at køre det frem til indgangen, da det banker på sideruden: “Are you going to town?” – Og så viste det sig at det var Helmuth, tysker, rejseleder, tidligere på Nordkapp-ture for tyskere, nu for turister på Donau fra Passau til Budapest. Så han kom også med ned i byen. Han skulle også købe lidt ind, så vi fandt købecentret –

– og det var lige som gadeskiltene skrevet med kyrilliske bogstaver. Det venter man jo ikke lige i Norge.

Som tak for køreturen i regnvejret blev vi budt på lidt at spise på et lille pizzaria – med betjening, der ikke stammede fra hverken Italien eller Norge. Helmuth skulle også med på samme tur som os – men han var bare på “firmaets” regning. Ikke så værst!

Dag 4

Så var vi kommet til Kirkenes. Efter en tur rundt i byen fandt vi et hotel, der havde et enkelt dobbeltværelse – men kun for én nat – og vi skulle være i byen to! Men om morgenen var der kommet et par nye piger i receptionen, og de fandt hurtigt ud af, at vi kunne få et værelse næste nat også – endda det samme:-)

Men det var nu ikke så meget selve byen, vi havde tænkt os at se på, selv om vi tog en tur gennem den og fandt noget helt hjemligt – her mere end 3000 km. fra Europas største lager i Uldum:

 

– men at Lars Larsen også solgte ATV’er, vidste vi ikke!

Den udflugt, vi skulle på, var til Norges yderste grænse – grænsen mod Rusland. Grense Jakobselv. Endelig et rigtigt stykke Norge med grusvej med huller og i regnvejr og 2 graders varme! Og en strid vind ind fra Barentshavet. Men vi var der

– og her er et af beviserne, der tikkede ind på fruens mobil! Vi kan ikke nænne at slette den SMS!

Hvordan man har tænkt sig at spille Beach-volley på kanten af Ishavet, det ved jeg ikke. Men den dag kunne det i hvert fald ikke lade sig gøre.

Selv her kan der vokse vikker! Hvordan de klarer sig gennem året, ved jeg ikke, men de får i hvert fald rigeligt med regn! Og ind i mellem er der også temperaturer omkring 20 grader!

Hvis man har været på Færøerne og set grind blive skåret op, kunne det næsten ligne det! Det er det ikke, det er klipperne, der ser sådan ud. Hvem kan give mig et navn på dem?

Dag 3

“Hvem ejer alle disse hytter, der ligger spredt ud over områderne her?” – sådan lød spørgsmålet til den flinke dame i receptionen på hotellet. En del af dem tilhørte folk fra Hammerfest, og en stor del var samernes sommerbolig, mens deres rensdyr åd sig fede og trinde i disse  endeløse og – for os at se – ganske ufrugtbare områder. Men som der står i Pondus-bøgerne, så “får rensdyr mos at spise”.

Næsten alle hytter var af nyere dato. Så hverken samer eller Hammerfest-folket manglede nutidige bekvemmeligheder i deres hytter. En stor del af hyttefolket fra Hammerfest var tilknyttet “Snøhvit”-feltet. Deraf kan man nok udlede, at det ikke var dem med de laveste indkomster, der tilbragte fritiden der.

Nu var det jo egentlig fint med at få lov til at sove i suiten på hotellet, og vi havde endda ikke fortalt, at det var vores bryllupsdag næste dag! 46 år! Nå, men turen gik videre over Finnmarkens vidder på fine veje, selv om vi kunne mærke, at da vejen drejede fra mod Nordkapp, blev asfalten på E6 af en ringere karakter. Videre til Lakselv, Karasjok og Tanaelv, hvor fiskere havde slået telt op ude i selve elvelejet på grusbanker der. Tanaelven er lang, vejen rimelig, men det ville være dejligt, om det norske vejvæsen ville gøre lidt for turisterne. Nemlig: fælde alle de træer, der vokser op og skjuler noget af den flotte udsigt, der ellers ville være. FÅ DOG FAT I EN MASKINE TIL DET OG KOM SÅ I GANG!

For at skabe lidt afveksling valgte vi at køre på højre side af Tanaelven en times tid – på den finske side. Men forskellen var ikke så stor.

Så er vi kommet til Finlands nordligste punkt – og samtidig det nordligste i EU. Men det er da en gyselig blå farve, de har fået fat i!

For ikke at få landbrugsmaksinerne ud på vejen for at komme over grænsen (som er hegnet med plastikovertrukket hønsetråd), havde de lokale lavet en bro til de bønder, der havde jord på begge sider af grænsen. Det er da meget praktisk, og når det kan ordnes i mindelighed, så …

 

Fristelsen var stor. Men vi var ikke helt sikre på, om mandskoret var på plads, så vi valgte at køre videre mod Kirkenes!

Dag 2

Det var nu slet ikke så galt med en opgradering af bilen. Fra en Ford Focus/Golf-størrelse til en Mazda 6 diesel stationcar! Så nu var det bare med at komme ud af byen og få lagt noget asfalt under dækkene. Thi der er meget langt fra Tromsø til Kirkenes for en dansker, selv om vi i tidens løb har kørt adskillige tusinde kilometer på norske veje.

Der er ikke så mange muligheder for at dreje af og køre en “anden” vej, så det er bare med at bestemme sig, når skiltet viser noget. Efter huset drejer vi til venstre og kører ud ad vejen, der kan ses som en fortsættelse.

 

Når der så endelig kommer et skilt med kilometerangivelser på, skal det selvfølgelig fotograferes. På dette tidspunkt har vi allerede kørt det meste af et par timer, og der er stadigvæk langt over 800 km til endestationen. Men vejret er godt, vejene er gode og trafikken er ikke til hinder for at holde farten.

Ved redigeringen af billederne viser det sig, at vi har fotograferet adskillige kilometer med autoværn! Det er, som om alle de gode udsigter er bedst set inde fra bilen. Men det er nu ikke sandt. Der er bare det ved det, at skal man stille bilen fra sig et sted, hvor den ikke er til ulempe for andre trafikanter, stå ud og gå tilbage til lige det sted, man synes så godt om, så kommer turen til at tage rigtig lang tid. Så billederne er først og fremmest til at minde os selv om, hvor vi var, hvad vi så, hvad vi oplevede og hvor stort et land, Norge er!

Der er naturligvis også ulemper ved at køre i en lejebil. Hvor er nu lige vådservietterne? Og dolken i dørlommen? Hvordan får man lige smurt en skive brød, når man ikke engang kan skære en skive og ikke smøre brødet? Nå, det gik alligevel. Kartoffelsalat og en agurk og så den lille lommekniv og et par skeer købt i Coop i Olderdalen!

Natlogi fandt vi i Skaidi – på et lille hotel, hvor meget var optaget af busrejsende, men vi var heldige og fik en suite – ja, der var såmænd kroge i loftet til en sengehimmel og badeværelset var udstyret med en sauna!

Dag 1

Når man nu ikke er vant til at rejse med tog , så er det lidt mærkeligt, at det er på en benzinstation, man skal købe sit 10-klipskort! Men konkurrenterne må vel hjælpe hinanden. Vi kom godt fra Skodsborg station til Kastrup og måtte naturligvis spørge om vej til Norwegians indcheckningsskranke. Den var længst borte i den gamle afgangshal. Og så gik turen hele vejen tilbage igen, men nu på første sal til “security-check”. Af med livrem og seler, lommeindhold og 1 liters “toiletposer” med genluk?! Og så den anden vej (eller første vej) igen allerlængst ude igennem endeløse duftende/lugtende tax-free butikker til den fjerneste gate. Diskreminering af et lavprisselskab? Nej, det er vel bare taktik. Godt var det, at vi var i så god tid.

Endelig i Oslo Gardermoen. Efter nok nogle lange vandringer og overflytning af vores egen kuffert kom vi på flyet, som et par timer senere landede i Tromsø lufthavn. Dejligt. Den er da til at overskue. Fat i lejebilen og så af sted. Nå, nej. Vi gik lige et par ture rundt om den for at inspicere ridser og skrammer og gøre opmærksom på, at det ikke var vores! Alt i orden og så – af sted ind til byen for at finde et hotel.

Adresser? Jo, vi havde nogle adresser at køre efter, men gadeskilte? Nej, dem er der godt nok ikke mange af i Tromsø. Men der er mange tunneller- og gaderne er ensrettede – den forkerte vej:-) Men det lykkedes os da efter nogen tids søgen at finde ned til havnen og få stillet bilen.

Men selv i byer langt nord for polarkredsen findes der Europark. Ikke så meget som en enkelt lille ydmyg plads under et stillads var der at opdrive, uden der skulle betales 20 kr. for en times parkering, selv om klokken var over forretningernes lukketid. Betal og se glad ud. Nu ville vi så bare gå lidt rundt og se om der ikke skulle være et hotel der. Og det var der. Med meget søde og venlige unge mennesker til at tage sig af os. Og de vidste endda om et sted, hvor man kunne holde GRATIS mellem klokken 20 og 8 næste morgen. Dejligt værelse med udsigt, lidt mågeskrig og et par småskibe, der holdt lysmakinen i gang hele natten.

Tænk at sejle fra Lübeck til Tromsø! Han havde parkeret lige under “vores” vindue!

Vi faldt i søvn med mange forventninger til næste dags oplevelser og indtryk.

Dag 0

Ja, så begynder vores store tur til det nordligste og østligste af Norge – (lige med undtagelse af Svalbard og den slags). Men hvor begynder en rejse? I tankerne, ved tasterne, på papiret, ved bestillingen af hotel, udflugter, fly, færge – eller ved valutavekslingen i banken?

For vores vedkommende begyndte den i tankerne, ønskerne og lysten til at se den del af Norge, som ingen af os havde set, men kun hørt om. Og så var der alle forberedelserne. 

Og her kommer både Voldborg og Vidar Teisen til kort! (Det gør deres yngre mandlige og kvindelige efterfølgere også).Ingen kan med nogenlunde rimelighed forudsige vejret i Skandinavien en måned ud i fremtiden. Så allerede der havde vores egen erfaring sagt os, at vi ville rejse for rejsens skyld: For at se og “føle” landet. At have været der – ikke for at kunne prale med det – men for at få et indtryk af de forhold, som mennesker før og nu har måttet underlægge sig: Klimaet, havet, fjeldene, de næsten endeløse områder, plante- og dyreliv, afstande og alt det andet, der er afgørende for at eksistere.

Men da flybilletterne var bestilt, blev den første overnatning på rejsen hos børnebørnene på Sjælland, for man skal jo så frygtelig tidligt op, hvis man fra Daugård skal nå til Kastrup før klokken er blevet 8!

Pragtfuldt vejr, badetur i Øresund (for den yngste generation)

 

og jordbærspisning!

Tromsø

Her kommer lidt opdateringer fra vores tur til det østligste Norge.

Turen fra Nærum til Tromsø forløb ganske planmæssigt. Og på lufthavnen skulle vi hente vores lejebil – en Golf-størrelse. Men det blev noget af en opgradering: En Mazda 6 stationcar diesel. 🙂 Så nu må vi se, om vi kan bruge det 6. gear på turen over Finnmarksvidda! Havde vi haft soveposer med, kunne vi have sovet i bilen uden problemer med pladsen!

Men hotellet her i Tromsø er bare lækkert. Udsigt til Ishavskatedralen, Tromsøbrua og ud over havnen. Nordgående hurtigrute sejlede klokken 19.10. Sydgående ser vi forhåbentlig ikke – den kommer 23.45.

Så nu går vi i seng – og I får ingen billeder endnu, for hotellets server står ikke lige her, og vores egne børbare (æv, hvorfor er der forskel på det danske og det norske tastatur?) bærbare er efterladt i DK.

Havens blomster

Man kan da ikke andet end blive overvældet af forårets livskraft. Blomsterne på buske, træer og planter åbner sig og giver en helt utroligt livsbekræftende nydelse. Her er nogle af de blomster, jeg i går kom forbi i haven. Det er næsten ikke til at lade være med at tage billeder af dem.

Gæt så lige, hvilke blomster, der er på billederne!  Der er ingen præmier, men jeg er heller ikke helt sikker på alle blomsterne:-)

 

God fornøjelse!

Kartofler

Nu er jeg ikke den første til at få sat mine kartofler. Til gengæld fryser jeg ikke fingrene, når det bliver gjort:-)

De bliver sat til forspiring i nogle af købmandens “æblebakker”, som han så gerne vil af med. Der bliver lagt en håndfuld sphagnum ned i hver fordyning, så kartoffelspirerne har noget at vokse i. Så bliver det hele vandet, iklædt en gennemsigtig plastiksæk –  så kan de faktisk klare sig selv lige til de skal i jorden. Spirerne og rødderne får en god start i den rigtige jord, og så venter vi bare på, at det bliver juni, så de nye kartofler kan spises med en klat smør og lidt purløg.

Hvad mere kan man forlange?