Dag 5 23.juli 2009

Så skete det. Vi kom om bord – og det gjorde bilen også

nej, det er ikke den bil, vi kørte i, men alligevel:-)

Det var en lang dag. Når man nu er om bord og Hurtigruten lægger til hele tiden med kun ganske få timers mellemrum og man gerne vil se det hele, bliver det ikke til meget sammenhængende søvn i de halvandet døgn, vi sejlede. Vi havde været så forudseende at bestille lugar/kahyt til bagbord (som det hedder til søs), for så kunne vi nøjes med at sætte os op på køjen og kigge ud. Ret hurtigt blev det nemlig nat – men ikke mørkt! Vi kunne dog ikke nøjes med det, men var ude alle de steder, hvor vi lagde til længe nok til at komme om bord igen inden afgang.

Første havn efter Kirkenes var Vardø, hvor vi rundede Norges østligste punkt. Der blev lige tid til en rask tur rundt om rådhuset og tilbage igen inden afgang. Og et enkelt billede

 – (den så sådan ud, inden vi kom!)

Unge mennesker i dag fræser ikke rundt på knallert og laver hjulspin på grusvejene som tidsfordriv – nu skal det være på asfalt og med sænkede Ascona’er og blændede ruder i BMW 318’er. Men i Båtsfjord gør man det på kajen og med gaffelrucks:-)

Her har de også noget, som ikke mange havne kan prale med, nemlig en

Vi var nogle, der kom ud i Berlevåg – bare for at se, om de “heftige og begejstrede” var på kajen for at møde os. Desværre kom de ikke, måske var de med nordgående “Finnmarken”, som vi mødte, da vi lagde fra igen. Der var i hvert fald sang og musik om bord og store bannere, som vi desværre ikke kunne læse teksten på, fordi det regnede for meget!

Dag 4 – igen 21.juli 2009

Det regner. Rigtig meget. Vi er lidt sultne. Vi tager bilen! Galant springer ægtemanden hen og henter køretøjet og skal til at køre det frem til indgangen, da det banker på sideruden: “Are you going to town?” – Og så viste det sig at det var Helmuth, tysker, rejseleder, tidligere på Nordkapp-ture for tyskere, nu for turister på Donau fra Passau til Budapest. Så han kom også med ned i byen. Han skulle også købe lidt ind, så vi fandt købecentret –

– og det var lige som gadeskiltene skrevet med kyrilliske bogstaver. Det venter man jo ikke lige i Norge.

Som tak for køreturen i regnvejret blev vi budt på lidt at spise på et lille pizzaria – med betjening, der ikke stammede fra hverken Italien eller Norge. Helmuth skulle også med på samme tur som os – men han var bare på “firmaets” regning. Ikke så værst!

Dag 4 19.juli 2009

Så var vi kommet til Kirkenes. Efter en tur rundt i byen fandt vi et hotel, der havde et enkelt dobbeltværelse – men kun for én nat – og vi skulle være i byen to! Men om morgenen var der kommet et par nye piger i receptionen, og de fandt hurtigt ud af, at vi kunne få et værelse næste nat også – endda det samme:-)

Men det var nu ikke så meget selve byen, vi havde tænkt os at se på, selv om vi tog en tur gennem den og fandt noget helt hjemligt – her mere end 3000 km. fra Europas største lager i Uldum:

 

– men at Lars Larsen også solgte ATV’er, vidste vi ikke!

Den udflugt, vi skulle på, var til Norges yderste grænse – grænsen mod Rusland. Grense Jakobselv. Endelig et rigtigt stykke Norge med grusvej med huller og i regnvejr og 2 graders varme! Og en strid vind ind fra Barentshavet. Men vi var der

– og her er et af beviserne, der tikkede ind på fruens mobil! Vi kan ikke nænne at slette den SMS!

Hvordan man har tænkt sig at spille Beach-volley på kanten af Ishavet, det ved jeg ikke. Men den dag kunne det i hvert fald ikke lade sig gøre.

Selv her kan der vokse vikker! Hvordan de klarer sig gennem året, ved jeg ikke, men de får i hvert fald rigeligt med regn! Og ind i mellem er der også temperaturer omkring 20 grader!

Hvis man har været på Færøerne og set grind blive skåret op, kunne det næsten ligne det! Det er det ikke, det er klipperne, der ser sådan ud. Hvem kan give mig et navn på dem?

Dag 3 18.juli 2009

“Hvem ejer alle disse hytter, der ligger spredt ud over områderne her?” – sådan lød spørgsmålet til den flinke dame i receptionen på hotellet. En del af dem tilhørte folk fra Hammerfest, og en stor del var samernes sommerbolig, mens deres rensdyr åd sig fede og trinde i disse  endeløse og – for os at se – ganske ufrugtbare områder. Men som der står i Pondus-bøgerne, så “får rensdyr mos at spise”.

Næsten alle hytter var af nyere dato. Så hverken samer eller Hammerfest-folket manglede nutidige bekvemmeligheder i deres hytter. En stor del af hyttefolket fra Hammerfest var tilknyttet “Snøhvit”-feltet. Deraf kan man nok udlede, at det ikke var dem med de laveste indkomster, der tilbragte fritiden der.

Nu var det jo egentlig fint med at få lov til at sove i suiten på hotellet, og vi havde endda ikke fortalt, at det var vores bryllupsdag næste dag! 46 år! Nå, men turen gik videre over Finnmarkens vidder på fine veje, selv om vi kunne mærke, at da vejen drejede fra mod Nordkapp, blev asfalten på E6 af en ringere karakter. Videre til Lakselv, Karasjok og Tanaelv, hvor fiskere havde slået telt op ude i selve elvelejet på grusbanker der. Tanaelven er lang, vejen rimelig, men det ville være dejligt, om det norske vejvæsen ville gøre lidt for turisterne. Nemlig: fælde alle de træer, der vokser op og skjuler noget af den flotte udsigt, der ellers ville være. FÅ DOG FAT I EN MASKINE TIL DET OG KOM SÅ I GANG!

For at skabe lidt afveksling valgte vi at køre på højre side af Tanaelven en times tid – på den finske side. Men forskellen var ikke så stor.

Så er vi kommet til Finlands nordligste punkt – og samtidig det nordligste i EU. Men det er da en gyselig blå farve, de har fået fat i!

For ikke at få landbrugsmaksinerne ud på vejen for at komme over grænsen (som er hegnet med plastikovertrukket hønsetråd), havde de lokale lavet en bro til de bønder, der havde jord på begge sider af grænsen. Det er da meget praktisk, og når det kan ordnes i mindelighed, så …

 

Fristelsen var stor. Men vi var ikke helt sikre på, om mandskoret var på plads, så vi valgte at køre videre mod Kirkenes!

Tromsø 30.juni 2009

Her kommer lidt opdateringer fra vores tur til det østligste Norge.

Turen fra Nærum til Tromsø forløb ganske planmæssigt. Og på lufthavnen skulle vi hente vores lejebil – en Golf-størrelse. Men det blev noget af en opgradering: En Mazda 6 stationcar diesel. 🙂 Så nu må vi se, om vi kan bruge det 6. gear på turen over Finnmarksvidda! Havde vi haft soveposer med, kunne vi have sovet i bilen uden problemer med pladsen!

Men hotellet her i Tromsø er bare lækkert. Udsigt til Ishavskatedralen, Tromsøbrua og ud over havnen. Nordgående hurtigrute sejlede klokken 19.10. Sydgående ser vi forhåbentlig ikke – den kommer 23.45.

Så nu går vi i seng – og I får ingen billeder endnu, for hotellets server står ikke lige her, og vores egne børbare (æv, hvorfor er der forskel på det danske og det norske tastatur?) bærbare er efterladt i DK.

Gæk 26.marts 2009

I sidste uge havde vi besøg af nogle af børnebørnene. Og så blev der klippet gækkebreve. Vintergækkerne står jo i mangfoldighed lige nu. Pludselig var der en dreng, der så frygtelig gerne ville se, om nu også alle reklamerne var kommet ind fra postkassen. Jo, det var de, men der var lige et brev, der var blevet “overset”!

Og så er det jo med at sætte fantasien og tankerne i gang (bedsteforældrenes, altså!). For hvor mange kender man nu, der staver sit navn med ni bogstaver. Heldigvis lykkedes det at finde 3, som IKKE havde skrevet gækkebrevet! Så nu skal der altså et påskeæg eller flere af sted en af dagene!

Så er det nu 29.januar 2009

Der er godt nok gået lang tid, siden jeg sidst var på. Det er ikke, fordi vi ikke har oplevet noget. For vi oplever noget hver dag. Somme tider er der bare mere at skrive om. Men nu sker der noget: vintergækkerne er klar til at folde sig ud, erantis står med gule blomster under blade og buske, påskeliljer og tulipaner har også sendt lange spirer op over den beskyttende jord. Så nu venter vi bare lige på, at der skal ske noget midt på græsplænen. Der blev jo lagt nogle løg for et par måneder siden.

Men i dag er det en lille erantis under en rhododendron

Forbi! Forbi! 1.januar 2009

Det var med disse ord, H.C. Andersen fortalte den triste afslutning på grantræets historie. Vores lille bys juletræ lå ikke i på jorden med tabte nåle, men godsets rendegraver havde et godt tag i det, og så blev det taget op af sit hul og hang og dinglede i luften, mens det blev kørt væk til glemsel. Næsten ligesådan er det gået med året. Ikke at det er glemt, men det er borte. Nu skal vi vænne os til at skrive 2009. Pludselig er det også gået. Og lad så ikke dit år gå som tiden gik for grantræet: “Havde jeg dog bare glædet mig, da jeg kunne!”

Man kunne jo også sammenligne året med denne vej, vi kørte ad på årets sidste dag. Vejen er der, men vi ved ikke, hvad der gemmer sig bag svinget, eller hvor den fører hen. Vi skal også somme tider vælge, om vi vil tage en af de små sideveje.

Og så kan man jo godt klæde om og pynte bordet til nytårsaften, selv om man kun er to:-)

Julevejr? 13.december 2008

Hvad er rigtigt julevejr? Sne, sjap, regn, rusk, blæst, frost, tø?

For de fleste af os danskere er det vist lidt sne, let frost og høj, klar himmel. Og sådan er det bestemt ikke lige nu. Godt nok er det fuldmåne, men det regner, blæser og er tidligt mørkt (kl. 15 allerede).

Så er det dejligt med de mange hyggelige sammenkomster, der er i denne tid med juleindkøb (hvor man bogstaveligt støder ind i venner og bekendte), julekoncerter og julefrokoster (mest om aftenen!).

Så jeg vælger lige et billede fra en aftentur rundt om “byen” for at give indtryk af, hvordan vejret også kan være!

I vest nu synker solen ned ...

Vinter i Vrigsted 12.december 2008

En lille tur ud gennem lidt af Bjerre herreds småveje kan være godt til en forandring. Man “plejer”  bare at køre ad de store, gennemgående veje. Det, der tidligere var amtsveje. Men det har kommunalreformen jo ødelagt. Hvad så med “Amtmanden”? Er den stilling også reformeret bort? Hvem skal så gå i de flotte uniformer? Hvem skal så komme til dronningens nytårskur?

Nå, det var nu noget helt andet: Turen ad andre veje …

Forbi små landbrug, der med de pænt passede haver, klippede hække og revne gårdspladser bar tydeligt præg af, at her boede et par, der havde forpagtet jorden ud og nu bare nød at være på den ejendom, de havde drevet gennem en menneskealder eller mere …

Og så ude i horisonten disse mastodonter af bygninger, der med deres udluftningsskorstene, fodersiloer og gylletanke er så fjernt fra det landbrug, de er oprundet af. Nu er det fabrikker, der taler om “dyreenheder” i stedet for kvæg og grise.

Heldigvis var det den dag lugtfrit i området. Og sneen fra natten før var med til at lægge et dæmpet lys over vejen, træet og vindmøllerne.