Archive for the ‘Hurtigruten’ Category

Tromsø
30.juni 2009

Her kommer lidt opdateringer fra vores tur til det østligste Norge.

Turen fra Nærum til Tromsø forløb ganske planmæssigt. Og på lufthavnen skulle vi hente vores lejebil – en Golf-størrelse. Men det blev noget af en opgradering: En Mazda 6 stationcar diesel. 🙂 Så nu må vi se, om vi kan bruge det 6. gear på turen over Finnmarksvidda! Havde vi haft soveposer med, kunne vi have sovet i bilen uden problemer med pladsen!

Men hotellet her i Tromsø er bare lækkert. Udsigt til Ishavskatedralen, Tromsøbrua og ud over havnen. Nordgående hurtigrute sejlede klokken 19.10. Sydgående ser vi forhåbentlig ikke – den kommer 23.45.

Så nu går vi i seng – og I får ingen billeder endnu, for hotellets server står ikke lige her, og vores egne børbare (æv, hvorfor er der forskel på det danske og det norske tastatur?) bærbare er efterladt i DK.

Stemninger
3.oktober 2008

Nyd lige farverne – og fårene. Fårene er kommet ned fra fjeldet og sat på græs hernede – så i løbet af dagen er de faldet lidt til ro og har vænnet sig til, at der er græs nok. Det er lige før, de kan ligge ned og æde.

Og så har vi været en tur i næste by – og der lå så Hurtigruten på sydtur. Det gør den hver dag, og har gjort det i mangfoldige år, med afgang kl. 15.30. Så der skulle igen fanges billeder, men på denne tid af året er der ikke megen aktivitet. Det er ude over turistsæsonen, og fragten kommer bare i containere, så den er hurtigt overstået. Men skibene er store, næsten uoverskueligt store, når man står ved siden af dem.

Men hvad så med Noas ark – ligger den der også? Finnmarken, kalder de den!  Køn er den bestemt ikke, og et skib, der ligger på land med en overbygning som et “spikertelt” hører ingen steder hjemme! Som et af mine børnebørn sagde til sin lillebror, der løb rundt i haven uden ble: “Du er en naturskændsel!”

                                                                                                    

Blev der plads til, at den kunne komme under broen? Eller skal den vente, til der bliver lavvande? Hvem kom først, skibet eller broen? Og hvad med de biler, der er på vej over?

Der er mange ting, man kan spekulere på, når man falder i staver.

Efter ugens slid og møje                                                     må man la sig nøje                                                               med risengrød                                                                     med smørklat i.                                

Det rimer ikke, men det passer 🙂